Inkretin-baserede behandlinger rettet mod glukagon-som peptid-1 (GLP-1)-receptoren er dukket op som en hjørnestensstrategi for behandling af type 2-diabetes og fedme. Fra mono-agonister (såsom semaglutid) til dobbeltagonister (såsom tirzepatid) er hver signifikant forbedring af terapeutisk effekt blevet ledsaget af en udvidelse af de underliggende virkningsmekanismer.
Retatrutide-verdens første tredobbelte agonist rettet mod GLP-1, Glucose-afhængig insulinotropisk polypeptid (GIP) og Glucagon (GCG)-receptorer-repræsenterer den seneste frontlinje inden for forskning inden for dette område. GLP-1-receptoragonisme øger insulinsekretion, modulerer glukagonsekretion, forsinker gastrisk tømning og forstærker mæthedssignaler; GIP-receptoragonisme øger glukose{10}}afhængig insulinsekretion, reducerer fødeindtagelse og regulerer lipidmetabolisme; mens GCG-receptoragonisme øger energiforbruget, fremmer lipolyse, hæmmer lipogenese og øger insulinsekretion (hvor dens iboende hyperglykæmiske effekt opvejes af virkningerne af GLP-1 og GIP). Ved at fungere synergistisk genererer disse tre komponenter teoretisk additive eller synergistiske effekter på tværs af flere fysiologiske domæner, herunder central appetitregulering, perifert energiforbrug og leverglucose- og lipidmetabolisme - og giver derved en rationel farmakologisk forklaring på den observerede terapeutiske effekt, der overgår den tidligere generations medicinske effekt.